MODTAR

MODTAR

PRESS > exhibitions

Amanda Taarup Betz på Modtar.

Interview: Amanda Taarup Betz

Med præcise destruktive snit og nye kropslige samlinger opstår en verden, som tager beskueren på en rumlig opdagelse i et voyuerkabinet mellem krop og møbel, og mellem to mennesker. Installationen eksisterer i et spændingsfelt mellem kunst og arkitektur, inkluderer narrative elementer og indeholder arkitektoniske referencer, men forlanger også at blive læst som abstrakt form. Modtar Projects præsenterer arkitekt Amanda Taarup Betz med installationsværket Moody Furniture – En dekonstrueret og rekonstrueret ”Skilsmissevæg”.Amanda Taarup Betz er født i 1978. Hun blev uddannet i 2005 fra Kunstakademiets arkitektskole i København. Amanda Taarup Betz har deltaget flere gange på Forårsudstillingen og Den Frie Udstilling med værker det spænder fra kropslige proteser til abstrakte voyeuristiske film.
Interview:Christine Clemmesen
Foto:Modtar & Christine Clemmesen
Amanda Taarup Betz
Moody furniture
20. februar – 14. marts 2009
Modtar
Teglgårdstræde 3, 1452 København K
Torsdag – fredag 17 – 19 og lørdag – søndag 12 – 15

Amanda Taarup Betz: Moody furniture, 2009.


Vil du introducere arbejdet du har lavet til udstillingen her?

Udstillingen hedder Moody Furniture, og jeg har taget udgangspunkt i en tanke jeg har arbejdet med tidligere, som er et arkitektonisk program; et skilsmissehus, hvor parret kommunikere igennem møblerne. Undersøgelsen af forholdet mellem kroppen og møbler, og hvordan man bruger det i forhold til at kommunikere med. Og det mener jeg man gør hele tiden.

I det her værk har jeg forsøgt at arbejde med, hvordan rum påvirker ens sociale handlinger og sat den her skilsmissevæg op som udgangspunkt.

Det har så udviklet sig i processen, som har været en meget kort proces på to uger, og undervejs blevet til alt mulig andet også. Så er der delelementer i det, som fungerer i forhold til denne sociale kommunikation igennem møblet. Men det handler grundlæggende om, hvornår rummet starter, og hvornår kroppen ender. Det er hele tiden bevægelsen mellem kroppen og møblet på den ene side og rummet på den anden.

Hvis man taler om bysammenhæng, så navigerer vi rundt og byen styrer ens bevægelsesmønstre, og man har sine veje gennem byen. Jeg synes grundlæggende, at det er super interessant, hvordan det kan styre, hvad man gør. Tænk nu hvis et møbel kan gøre noget grundlæggende ved ens humør, eller det kunne bryde ens vaner, så man begynder at gøre noget andet. Hvis arkitekturen kunne hjælpe en til at gøre det, ville det være ret fantastisk.

Hvordan forholder det sig i arbejdet på denne udstilling?

I det konkrete værk her på udstillingen virker det ved, at folk rører ved væggen.

Der er opstillet to sider, en kvindeside og en mandeside. Det er lidt udefineret hvilken side er hvad, men det er i hvert fald to mennesker, som forholder sig til hinanden uden at kunne se hinanden. Tanken er, at man kommunikerer igennem skufferne. Man kan bevæge den ene skuffe, og så lukker den på den anden side, eller når man trækker bordet til sig fra den ene side, så lukker det sammen på den modsatte side, og transformerer sig. I denne væg er det som tydeliggør det mest kommoden og bordet, som vi har nogle ret konkrete bevægelsesmønstre med. Men det handler også om at dele et møbel og have forskellige behov fra begge sider, og hvordan mødes de to behov så på midten.

Jeg har også en interesse i det narrative mellem de to mennesker. Så hvis man taler om historien, som jeg på længere sigt gerne vil have ind i værket, og som jeg synes er spændende, kan de så røre hinanden gennem skufferne? De ser ikke hinanden, men de kender hinandens vaner. Så de ved, at kl. 9 går hun hen og henter sine nøgler, fordi hun skal på arbejde, og han går først kl.10. Men det er et regelsæt, der generer mine beslutninger i værket, kan man sige.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.


Hvordan kan fortællingen potentielt tydeliggøres?

Det skulle være en videreudvikling af dette værk. Måske ikke en skilsmissevæg, men en væg som to mennesker kommunikerer igennem.

Tanken er også at arbejde med denne væg som en performance/danseforestilling, hvor man netop kan illustrere dette forhold mellem de to mennesker. Dansen er for mig et medie til at illustrere forholdet mellem krop og rum. Så jeg er interesseret i at begynde at udvikle væggen til, at danseren måske kan tage væggen eller bordet på, og kommunikationen mellem parret begynder at opstå meget mere tydeligt. Dét, der er sket i den her proces, er, at jeg har haft en meget stram ramme, i forhold til hvad jeg har gjort, så det er også blevet mere og mere abstrakt for mig. Det handler hele tiden om at arbejde med det genkendelige og det abstrakte, så jeg kunne godt tænke mig at gøre historien mere tydelig.

Den narration, du beskriver, bliver man introduceret for gennem udstillingstitel og fragmenternes genkendelighed som møbler, men værket lægger også op til at blive læst som abstrakt form.

Jeg har arbejdet med fragmentering og genkendeligheden. Det ligger i et grænseland mellem det genkendelige funktionelle objekt, og det nye, som er den mere abstrakte læsning, som snittet i møblet ret fysisk åbner op for.

Hvor har dine ideerne deres oprindelse?

Det er en grundinteresse, hvordan kroppen forholder sig til rum. Mine ideer har deres oprindelse i mine studier, og jeg har altid arbejdet med det. Det er også for at forstå rum, så hele den een-til-een skala er for mig super vigtig, fordi det betyder, at jeg kan mærke og se fysisk, hvad det handler om, selvom det her er blevet en meget abstrakt form. Når jeg skal videreudvikle projektet, vil jeg også arbejde mere med kropsligheden. Her ligger kropsligheden i fragmenteringen af møblerne og møblernes tektonik, eller møblernes udformning. Fx. stolebenet har en kropslighed.

De er som amputerede kroppe.

Ja, man forholder sig til dem, som var de ens egen arm, og jeg kunne godt tænke mig at forholde mig til væggen som en 3-dimensionel flade meget mere organisk, hvor møblet og kroppen begynder at smelte sammen i den bevægelse, jeg har beskrevet tidligere.

Der ligger nogle ret konkrete ting til bunds for værket her, men når så man går i gang med en proces, som går så sindssygt hurtigt fordi det er lavet på 14 dage, så begynder der at opstå nogle ting i processen, hvor materialet taler tilbage til een og man bliver nødt til at følge dets logik. Så værket får sin egen logik, og det er lidt det, der er sket her. På den måde er det en slags upræcis præcision, kan man sige.

Med Moody Furniture, så synes jeg det er interessant at tale om forholdet mellem kroppen og rummet fx. ved at se stolebenet som en amputeret arm, samtidig med at det er genkendeligt, som hvad det er: en amputeret stol. At det netop har en kropslighed, som man også kan mærke på sin egen krop. Og der synes jeg, det er interessant at tale om at udvikle møblerne, så de begynder at blive ligeså menneskelige.

Fx. i dette værk giver det helt konkrete snit i møblerne dem en slags sørgmodigt udtryk. Og derfor, hvordan laver man så en ”happy chair” eller hvordan kan møblerne begynde at blive mere menneskelige og begynde at tale tilbage?

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.


Der er mange områder inden for samtidskunsten, der benytter sig af tilfældighedernes princip, som fx. når fundne materialer eller motiver, igennem en form for tilfælde – uanset hvor kontrolleret eller ukontrolleret, det er – danner grundlag for et værk. Grunden til at jeg nævner tilfældet er, fordi din skulpturelle installation her står i kontrast til ideen, anvendelsen eller betydningen af tilfældet. Og det ses flere steder i værket: fx i de fysiske snit i møblerne, i væggen, og i materialevalget.

Møblerne virker genkendelige som billige, gamle fund på store loppemarkeder, men er alligevel nøje udvalgt virker det som. Der er ikke så meget Ikea over værket, om jeg så må sige, og det er heller ikke bare en stor omgang blandet storskralds inventar.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til materialevalg? Dette inventar? Har der været et bestemt sigte?

Der har været nogle fysiske parametre: Det har været nødt til at være i træ, for at jeg har kunnet skære i det. Jeg er også gået efter brune møbler, fordi jeg har set møblerne som et tegningselement, så jeg har været ret bevidst om fra starten, at den brune snitflade skulle stå imod den hvide falde, og de skulle ramme hinanden ind.

Der har været en økonomisk grund til mine materialer. Jeg har været ude på B&W og købe en gammel kommode, som lignede den, jeg godt kunne tænke mig at bruge. Jeg har været hos familie og fået møbler, og så har jeg også valgt dem i forhold til funktion.

Er der en forside eller en bagside, eller er de lige gyldige?

Værket er opbygget som en undersøgelsesramme på en måde. Så den har fire sider og en indre mave, som jeg synes det er sjovt at du kalder det indvendige rum i væggen. På den måde har jeg kunne arbejde med konstruktionen fra flere vinkler i den her lukkede boks. Og der har det været tanken, at de to mennesker har boet på hver deres side, og at når man så så gennem væggen, ville det afsløre det, de ikke selv kunne se. At få visuel adgang til rummet mellem de to vægflader afslører snittet og handlingen mellem dem, og man får ligesom overblik over installationen.

Men det viser sig så mere, at det ikke er noget overblik, men mere et syret langstrakt rum, som er noget helt fjerde. Så man får mere fornemmelsen af, at det er en ny indre verden.

Jeg synes ikke værket har en for- og en bagside, for jeg synes, det har været et redskab til at kunne forstå de snit, jeg har lavet.

Det sjove er, at det virker så to-dimensionelt, men når man tager kommoden ud af væggen, er den meget kompleks. Man ser den fra to sider, og netop fordi den er forskellig fra hver side, må dens form i sig selv, når man tager den ud, være forholdsvis kompleks, fordi den skal kunne fungere fra fire vinkler.

Det skal design også, men en kommode er designet til at stå op af væggen, så på den måde bliver kommoden i det her værk til en slags arkitektur eller en bygning, som skal kunne opleves fra flere sider.

Hvis der er en forside, så er det den hvide flade, som er meget to-dimensionel og den indre verden, som er meget tre-dimensionel er måske bagsiden. Men siderne er ligeværdige. De kan noget forskelligt.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.


Man kan overordnet sige, at du har forholdt dig til Modtar-rummet hér ved først at sætte en stor væg op, som opdeler rummet i to. Derfra går du videre og sætter to dørspioner op i hver ende af væggen og opdeler rummet endnu engang, så der ikke er en for og bagside, men yderligere to vinkler. Kan du prøve at tale om det rum, som er inde i væggen, som er utilgængeligt og afslørende på samme tid.

Det er dér, jeg synes, det er ligeværdigt. Rummet imellem væggen opstår som et hemmeligt rum, som en anden verden i rummet, for man kan ikke se det rum. Møblerne, som snitter sig igennem, indbyder sig til, at man kan fornemme det rum, som er indeni, selvom de lukker af for det.

Det har været meget bevidst, at jeg ikke har villet have at man kunne se igennem noget sted. Snittene i væggen slutter sig tæt til omkring møblerne, så det er kun ved at man bevæger objekterne, at man kan ane den anden på den anden side af væggen, eller at man ser ind i væggen. Men fra endevæggene, fra dørspionerne er det så at det hele får endnu en dimension og afslører mere..

Det, der ligger i det er også, at det er en slags voyeur kabinet, at de kan fornemme hinanden. Det voyeuristiske har jeg arbejdet med før i andre projekter.

Det er meget sanseligt, når man går omkring væggen og kan røre ved objekterne, og når man kigger ind af enderne i dørspionerne, så kommer alt pludselig på afstand, og det bliver billedliggjort. Det skaber en kontrast, og på den måde er projektet skudt ud i mange retninger, som jeg kan vælge at videreudvikle med fokus på én af delene.

Du taler bl.a. om dét at arbejde i een-til-een, en skala benævnelse, som er meget anvendt i arkitektverdenen, og ikke i så høj grad i den fysiske kunstverden, som jeg kender den.

Det er også det, jeg synes er fint ved Modtar; at der er en del arkitekter, der får spillerum til at prøve nogle ting af. Nu har jeg så arbejdet i een-til-een med mit afgangsprojekt, som var en danseforestilling, men det var objekter; proteser som forholdt sig til dansernes kroppe.

Vi taler meget om skalaskift på arkitektskolen. Det er vi opdraget med. Jeg er selv blevet påvirket meget af Nat Chard, min lærer, hvor det handlede meget om den personlige historie, og at det er det, der genererer arkitekturen. Man vil jo altid kunne forstå ting og møbler og bygninger i forskellige skaler. Men een ting er sikkert: Det vil altid forholde sig til kroppen.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.


Det sidste jeg vil spørge om, er i forhold til arkitekturen, hvad din arkitektuddannelse har betydet for dig? Er der en tradition du rent tankemæssigt indskriver dig i? Har der været specifikke indflydelser fra andre arkitekter eller kunstnere? Du har engang nævnt Gordon Matta Clark…. og jeg bliver selv meget mindet om Louise Bourgeois’s installations celler (Cells red.)

Dem har jeg også selv tænkt lidt på, men først efter værket var lavet. Man kan sige at Louise Bourgeois arbejder meget mere med den mandlige og den kvindelige rolle i meget heftig fysisk forstand, og jeg er på en måde meget mere rumligt optaget. Ppå den måde har hun en meget mere udpræget historie fuld af symboler. Men jeg er inspireret af hendes værker, som en stemning, og af at der opstår en stemning. Man kommer ind i et rum og får en stærk følelse, og jeg oplever stemningen nærmest som angst-provokerende, som måske er lidt voldsomt sagt, men i hvert fald meget konfronterende og meget seksuelt. Hun er mega sej! Jeg har ikke tænkt på hende som en inspiration, men her kan man måske også se, at jeg er uddannet arkitekt, men jeg bevæger mig i det her spændingsfelt mellem arkitektur, kunst og film…!

Jeg bruger også filmmediet. Nat Chard min lærer, som nu er rektor ovre i Canada, havde den her eksperimentelle afdeling på arkitektskolen, og det handlede om at man skulle finde sin egen vej ind i arkitekturen. På den måde har det hele tiden været et spændingsfelt for mig. Vi er ikke blevet kunstuddannet, vi er blevet uddannet med tanken om, at vi skulle ende med at lave en bygning. Grundlæggende er jeg fra den afdeling på min uddannelse blevet opdraget med at stille spørgsmål til, hvad man selv laver, hvorfor man gør det, og hvad det skal kunne. Og derfor er det en evig proces. Så for mig, når jeg har lavet noget, så er jeg allerede videre, og sådan er det sikkert for mange. Hele tiden udvikle det videre, komme nærmere en ide omkring, i det her tilfælde, hvordan man kommunikerer igennem møblerne. Så arbejdet er mere forskningspræget.

Så Nat Chard og Simon Ingvartsen har haft en kæmpe indflydelse med deres afdeling som hed Experimental Studio.

Jeg er inspireret af blandt andre Sophie Calle, som også arbejder med spor i rum. Jeg tænker på hele hendes hotelserie (Suite Venitienne red.) hvor hun dokumenterer den måde, folk stiller deres sko på, hvor meget de reder deres seng: spor efter kroppen i rummet, synes jeg er super spændende. Eller den måde, hun har samlet alle sine gaver på i montre, hver gang hun har haft fødselsdag, som afspejler en tid og en eller anden speciel dag, men hvor tingene, objekterne taler om en handling. Jeg synes det er ret spændende, hvad man kan læse ud af et objekt lige i forhold til, hvordan det ligger.

Og Rebecca Horn har jeg også været kæmpe fan af. Men det er mere hvad der lægger sig op af, hvad jeg selv arbejder med. Det er også nogle surrealistiske universer Rebecca Horn arbejder i, hvor der bliver stillet spørgsmåltegn ved kroppen, og tingene bliver deformeret. Det er i hvert fald ret tydeligt i det værk med fingrene, hvor hun står i et rum og har lavet lange fingre, så hun kan nå fra væg til væg. Det er et eksempel på de simple greb, der stiller spørgsmåltegn ved rummet og kroppen, og så har hun netop lavet nogle motoriske installationer, som ændrer rummet, når de bevæger sig.

Vil du afrunde?

Jeg har set det her værk meget som en proces og en undersøgelse, og det bærer det måske præg af, når jeg svarer. Der er mange retninger i det, og det kunne godt bruge noget fokus på een af tingene, samtidig med, at det har brug for at være levende og være mange forskellige undersøgelser på een gang.

Det er ikke nogle ukendte emner, jeg har arbejdet med i forhold til voyeur, krop og rum, og det er rimelig grundlæggende noget, jeg bliver fanget i gang på gang.

Tak.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.


Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009.

>
>
>
>
>

KOPENHAGEN 2009  –  ANTAR MOUNA:

Antar Mouna på MODTAR Projects

Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile – Modtar Projects

På det lille udstillingssted MODTAR Projects i Teglgårdstræde 3 har billedkunstneren Rasmus Rosengaard og arkitekten Thomas Feveile skabt et intimt rum ved hjælp af en arkitektonisk installation og en simpel ophængning af 11 af Rasmus Rosengaards indrammede tegninger.

MODTAR projects er et udstillingssted med fokus på arkitektur og rumlig relateret kunst. Rammernes særegne karakter fordrer en diskussion om forholdet mellem det autonome værk og den stedsspecifikke undersøgelse og danner ramme om rumlige eksperimenter, diskussioner og udvikling af nye mellemformer i spændingsfeltet mellem arkitektur og kunst.

Udstillerne inviteres til at udvikle deres værker på stedet og i værkstedet. MODTAR projects består af de fire arkitekter og kuratorer Ida Flarup, Maria Mengel, Thomas Feveile og Peter Møller Rasmussen.

Rasmus Rosengaard dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007 og har tidligere været tilknytet Galleri Christoffer Egelund.

Arkitekt Thomas Feveile er uddannet fra kunstakademiets arkitektskole i 2006, og er en af medgrundlæggerne af MODTAR projects.

Foto:Rasmus Rosengaard & Torben Zenth
Rasmus Rosengaard, Thomas Feveile
Antar Mouna
23. januar – 01. februar 2010
Modtar
Teglgårdstræde 3, 1452 København K
Torsdag-fredag 17-19, lørdag-søndag 12-15

Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects


Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects


Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects

Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects

Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects

Rasmus Rosengaard og Thomas Feveile: Antar Mouna på MODTAR Projects


Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

Rasmus Rosengaard: Uden titel, 2009.

http://www.kopenhagen.dk/index.php?id=20548